Bliv Randers Greeter

Vil du være med til at give gæster en lokal oplevelse? Bliv en del af Randers Greeters!

Randers Greeters startes op i vinteren og foråret 2018 - og vi håber, at du vil være med.

Kan du gøre fremmede til venner og vil du dele din interesse og din kærlighed til Randers?

Gæster efterspørger i stigende grad muligheder for at møde de lokale og for at opleve lokal historie og kultur. De er meget nysgerrige på hvordan vi lever, bor, hvad vi arbejder med, på vores historie, kultur og natur, de lokale skikke og traditioner.

Som Randers Greeter skal du dele ud af din interesse og viden om dit lokalområde, om din interesse for f.eks. natur, historie, aktivt landsbyliv, lokale fødevarer og produkter, forfattere, digtere, kunstnere eller noget helt andet. Du mødes med gæster som deler din interesse eller som blot er nysgerrige på hvordan, livet leves her. Alle interesser er velkomne, men udgangspunktet for mødet med gæsterne skal være den gode historie om Randers’ natur, historie, kultur, fødevarer, landbyliv osv. Fokus er i første omgang alle de mange oplevelser, der findes udenfor Randers by, men alle er velkomne.

Du skal have lyst til at møde nye mennesker. (De kan komme i små grupper på maks. 6 personer). Du bestemmer selv hvor, hvornår og om hvad, du vil mødes med gæster og kontakten foregår via Randers Greeters egen hjemmeside. En greeter arbejder frivilligt og gæsten betaler ikke for mødet. Et møde vil som oftest foregå til fods, men kan f.eks. også være på cykel.

Yderligere oplysninger ved Tina Degn på tlf. 86 42 44 77 eller på e-mail td@visitran....

Som Randers Greeter;

  • Deler du din interesse med gæster fra Danmark og udlandet, maks. 6 personer ad gangen
  • Er der mulighed for at samarbejde med andre Randers Greeters

Ønsker til en Randers Greeter

  • Lyst til at være med til at fortælle de gode historier om Randers, om naturen, landsbyerne, kulturen, de lokale fødevarer, forfattere eller kunstnere og alt det andet, der rør sig lokalt i Randers
  • Sprogkendskab til f.eks. engelsk eller tysk vil være en fordel, men er ikke et krav
  • Al dialog mellem gæster og greeters foregår via Randers Greeters egen hjemmeside, så du skal kunne begå dig på en hjemmeside og have adgang til Internettet

Vi tilbyder dig;

  • Masser af gode oplevelser
  • Deltagelse i sociale arrangementer sammen med de andre frivillige
  • Gratis kaffe og the, når du arbejder for VisitRanders
  • Introduktion til arbejdet med servicering af områdets gæster
  • Udlevering af uniform og andet materiale, der hjælper dig som Randers Greeter
  • Adgang til Randers Greeters egen hjemmeside, hvor gæster kan forespørge på at mødes med en Randers Greeter. Introduktion til Randers Greeters hjemmeside sørger VisitRanders for.

Vi forventer;

  • At du har lyst til at hjælpe gæster med at opleve Randers’ omegn
  • At du har et smil på læben
  • At du er punktlig
  • At du er fleksibel og f.eks. kan være til rådighed i bl.a. ferieperioder, weekend og aften
  • At du deltager i introduktionsforløbet og møder for Randers Greeters
  • At du bidrager positivt til udviklingen Randers Greeters
  • At du er positiv i din omtale af Randers og er loyal overfor VisitRanders
  • At du er min. 18 år

Randers Greeters er en del af det verdensomspændende netværk Global Greeters og der arbejdes efter de kerneværdier, som danner grundlaget for Global Greeters.

Del denne side

Global Greeters kerneværdier
  • Greeters er frivillige, et venligt ansigt for dem, der besøger en by / destination.
  • Greeters tager imod enkeltpersoner og små grupper på op til seks personer.
  • At møde en greeter er gratis.
  • Besøgende bydes velkomne uden nogen form for forskelsbehandling.
  • Greeter-programmer støtter bæredygtig turisme. Greeter-programmer respekterer naturlige og menneskeskabte miljøer, det bringer både kulturel og økonomisk berigelse til lokalsamfundene. Greeter-programmer sigter mod et varigt positivt billede af hver destination.
  • Greeter-programmer skaber en gensidig berigende mulighed for kulturel udveksling, skaber forbindelser mellem mennesker og skaber dermed en bedre verden.