Randers fik sit gamle hotel nyt tilbage

Moderne og tidssvarende i den smukke, klassiske skal. Det er resultatet efter branden, som i 2015 hærgede Hotel Randers.

”Vi troede, det var hurtigt overstået, men vi blev klogere”. Sådan siger hoteldirektør Sven Eskildsen om den brand, der hærgede det gamle hotel i sommeren 2015. Først her i 2017 kunne hotellets medarbejdere endelig sige farvel til håndværkere og stilladser og sige velkommen til gæster på alle værelser.

Og hoteldirektøren vil egentlig helst se fremad og lægge de røgsværtede minder bag sig, men det hører alligevel med til historien, at det tog halvandet år at få hotellet op i fulde omdrejninger.

Få dage efter branden var Sven Eskildsen fuld af optimisme og parat til at slå dørene op for hotelgæster, men skaderne viste
sig at være langt større end først antaget. Årsag? Der bruges rigtig meget vand til at slukke en brand, og de gamle bygninger var hærget ikke alene af flammer, men også af røg, sod og vandskader. Så de første uger gik med at skrue ned for forventningerne om en snarlig genåbning.

”Det var hårdt. Det var også hårdt at sige farvel til betroede medarbejdere, men vi kunne jo ikke holde hele staben, når hoteldelen var lukket fuldstændig ned”, siger Sven Eskildsen. 

Tak til byen
Dermed henviser Sven Eskildsen til, at det faktisk lykkedes at holde café- og restaurantdelen åben, mens entreprenører og håndværkere har knoklet med at bygge et nyt hotel i den gamle skal.

Resultatet er blevet helt nye værelser, som selvfølgelig er brandsikrede efter alle moderne forskrifter: Brandhæmmende vægge og døre og et helt nyt alarmsystem, naturligvis. 

”På et tidspunkt kunne vi stå i stueetagen og kigge op til himlen”, fortæller han. Over 1000 ton byggeaffald er blevet kørt væk,
hvilket også siger lidt om omfanget af skaderne på bygningerne.

”Det er jo ikke kun os selv, der har haft et hårdt år. Oprydningsarbejdet og byggeriet har påvirket hele midtbyen, og mange forretninger er blevet generet af maskiner, containere og ikke mindst stilladser. Vi er derfor utrolig glade for den opbakning, vi har mødt hos naboer, forretninger i byen og midtbyens foreninger. Det er imponerende, så megen venlighed og forståelse vi har mødt”.

Lærerigt
Nu, da det hele er overstået, kan Sven Eskildsen og hans medarbejdere se tilbage på et kæmpearbejde, som også har været
lærerigt, for i processen blev de tvunget til at nytænke stort set alle detaljer i bygningen. 

Hotel Randers var på godt og ondt et gammelt hotel med traditioner og stil, men også med lokaler, der for nogles vedkommende
var slidt ned. Nu måtte næsten hele hotellet bygges op fra bunden: 

Gamle, smukke parketgulve var ødelagt af vand og måtte erstattes af nye gulve. I dag kan gæsterne nyde sildebensparkettet i
siderne af gangene. I salene er bladguld blevet nænsomt restaureret, mens alle sale har fået moderne konferenceudstyr, hvor fx projektorer kan køres ned fra skjul i loftet.

  • Alle lokaler er udstyret med aircondition.
  • 78 splinternye badeværelser i klassisk stil.
  • Værelser indrettet med respekt for den gamle stil i farvevalg.
  • Vinduer og balkoner er udskiftet. 
  • Dørhåndtag i messing, som kan styres med nyt elektronisk låsesystem.
  • Alle detaljer har hotellets ledelse været inde over, så der har været rigtig mange byggemøder, men det har også været en spændende og lærerig proces.
  • Også alle møbler måtte udskiftes:

”Vi turde simpelthen ikke løbe risikoen for, at man efter et stykke tid ville kunne lugte antydningen af røg fra møblerne, så alt er blevet udskiftet med nyt, men naturligvis i respekt for den klassiske stil, der er hotellets varemærke”.

”Så nu skal vi videre med et af Danmarks flotteste og bedste hoteller. Og salgsarbejdet har jo været i gang hele tiden, hvor vi
har holdt kontakt til vores samarbejdspartnere både her og i udlandet. Nu kan vi igen tilbyde byens gæster ”hele pakken” i klassiske, men spritnye rammer”, slutter en lettet og optimistisk Sven Eskildsen.

”Der er ikke noget, vi hellere vil end igen at være en del af Randers midtby og deltage aktivt i arbejdet med at få turister til byen”.

Del denne side

Opdateret af:

 

Kontakt

Adresse

Torvegade 11
8900 Randers C

Telefon

+45 86423422

Transport

Se geokoordinater

Longitude : 10.036712453423
Latitude : 56.460035705637